Vejledning på EPX

Visionen for vejledning på EPX er god. Helhedsorienteret vejledning baseret på en vejledningsplan som sikrer en sammenhængende kombination af vejledningsaktiviteter, der understøtter elevernes trivsel, forudsætninger og afklaring med henblik på videre uddannelse.

Hvis visionen skal blive til virkelighed og elever på EPX skal få lyst til og blive afklaret omkring videre uddannelse, kalder det på professionel vejledning som består af mere end blot virksomheds- og institutionsbesøg som en del af undervisningen. Det kalder, som i grundskolen, på vejledning udført af uddannede vejledere som vha. vejledningsfaglig didaktik kan skabe refleksion hos elevgruppen og sætte virksomheds-, institutionsbesøg og erfaringer fra undervisningen i perspektiv for den enkelte elev.
Desuden kræver det, at vejledningsplanen udarbejdes i et tæt samarbejde mellem

  • skolens uddannelsesledere, lærere og vejledere og

  • skolens tilknyttede vejledere fra UU/KUI og Studievalg Danmark.

Det er dette team, der får vejledningsplanen til at leve, og den enkelte EPX-elev til at se meningsfulde fremtidsmuligheder og blomstre.

Vejledningsplanen i EPX-anbefalingerne antyder en rollefordeling som det er vigtigt at tydeliggøre
— Vejlederforeningen

Vejledningsplanen i EPX-anbefalingerne antyder en rollefordeling som det er vigtigt at tydeliggøre, så hver faggruppe varetager det, de er bedst til, og det, de er uddannet til.

  • Lærerne skal undervise, gerne med fokus på virkelige problemstillinger og samspillet mellem teori og praksis. På den måde kan undervisningen understøtte elevens forståelse af hvordan faget passer ind i fremtidige uddannelses- og karriereveje, uden at der er tale om egentlig ”vejledning i undervisningen”.

  • Vejlederne på skolen, samt de tilknyttede vejledere fra UU/KUI og Studievalg Danmark, skal sammen udgøre en vejledningshelhed som gennem kollektiv og individuel vejledning

    • vejleder til EPX fra grundskolen og griber de elever der falder fra (UU/KUI),

    • støtter elevernes trivsel, valg og fremtidstanker på EPX (skolens vejledere) og

    • vejleder og afklarer dem ift. videre uddannelse (Studievalg).

Den typiske EPX-elev vil, pga. større faglige, sociale og/eller personlige udfordringer samt EPXens forskellige sammensætningsmuligheder, som udgangspunkt have et større behov for vejledning end fx den typiske STX-elev. Så den helhedsorienterede vejledning på EPX kræver uddannede fuldtidsvejledere på skolen og et tæt samarbejde med vejledere fra UU/KUI og Studievalg.

Jo mere gennemarbejdet en vejledningsplan og jo stærkere samarbejdet i teamet bag planen, desto større er chancen for at EPX kommer til at leve op til den gode vision.

Vejlederforeningen d. 18.1.2026

Link til ekspertgruppens anbefalinger til indhold på EPX